Sidste års Kravlinguddeling forløb rigtig flot i Pressen, kælderen under Politikens Hus på Rådhuspladsen. Alligevel har man i år valgt at flytte årets arrangement, 23. april, til Kulturkajen Docken, som ligger på Nordhavnen ved Østerbro.
En af grundene er, at Kravling voksede sig for stor til sparkedragten og meldte udsolgt for tidligt. Således har man i år skaffet plads til væsentlig flere gæster.
- Sidste år måtte vi skuffe mange, som forgæves ville købe billet. Som medlemsorganisation er det ikke tilfredsstillende for DJStud at skulle skuffe medlemmer, som gerne vil ind til festen. Derfor har det høj prioritet, at vi kan skaffe plads til flest mulige, siger Rikke Holm, eventansvarlig for Kravling ’10.
Med ekstra plads er der ikke garanteret plads til alle, men håbet er, at kapaciteten mere præcis kan tilpasses billetefterspørgslen.
750 styk billetter á 75 kroner for DJStud-medlemmer (KaJ, KaJO og JR) eller 100 kroner for øvrige medlemmer af Journalistforbundet sættes snarligt til salg på denne hjemmeside.
Du ved, hvornår det sker, hvis du bliver fan af Kravlingprisen på Facebook eller følger Kravling ’10 på Twitter.




