I gode reportager og portrætter peger de sproglige finurligheder ind i historien, i stedet for at pege på sig selv. Og journalistens pegefinger må ikke stivne på én vinkel fra start. I hvert fald hvis du spørger Ida Nyegård Espersen.
”Nogle gange læser man et portræt, hvor fortælleren lige pludselig skal beskrive en tagrende på en enormt poetisk måde. Så sidder man som læser og tænker: ’Det er da pissefedt beskrevet, men hvad skal jeg bruge det til?’”, griner Ida Nyegård Espersen.
Hun er nomineret til Kravling-prisen for fortællende journalistik for tre artikler i Ud & Se, heriblandt reportagen om organtransplantation ’Når livet sættes på standby’.
Hjerte og at skære den
Jo, journalister gengiver virkelighed. Men nogle gange spænder journalisten ben for virkeligheden ved at bruge for meget sprog. Eller for lidt tid.
”Journalister bliver tit beskyldt for at være alt for tidspressede og kun ringe kilder op for at få bekræftet en vinkel, og så er kilden bare en brik i noget,” konstaterer Ida.
Heldigvis findes der medier, som gør alt for at vige uden om fagets faldgruber, og Ida er ikke i tvivl om, at hun har været på et af dem.
”Jeg er super taknemmelig over at have været i praktik på Ud & Se, hvor der er plads til fordybelse og bliver afsat til tid det”, forsikrer hun.
Med hård hånd skærer hun overflødigt lir væk fra sproget og giver sig den tid, som virkelighedens historier og virkelige brikker virkelig tager. Det skete, bl.a. da hun skrev reportagen om organdonation, som udkom i 2011. Et helt år tidligere begyndte hun at lede efter casene, der ventede på et nyt hjerte og en nyre. Sammen med casen ventede Ida.
”Det var enormt tidskrævende, men der kommer noget rigtig godt ud af at kunne følge et menneske i en proces, som vi faktisk ikke vidste, hvad ville ende med”, forklarer den 24-årige journaliststuderende.
Ud over tid krævede det af Ida, at hun ikke panikkede, når vinklen tog nye krumspring:
”Det handlede hele tiden om at kunne mærke, hvad er historien var lige nu. For måske var historien noget helt andet nu, end den var for 14 dage siden. Hvis hende her ikke havde fået en nyre, så var det en anden historie jeg skulle fortælle”, erkender hun.
Blufærdighed udfordrer
Researchen begyndte med møjsommelig udvælgelse. Heller ikke her var der nogen nemme løsninger.
”Det var vigtigt, at min case ikke var nogen case-rytter, der stillede op i alt muligt og pludselig dyrkede sin sygdom”, understreger Ida.
”Der er ikke noget galt med Aftenshowet, men jeg ville ikke lave en ’ugens glade krøbling’, som ser tilbage og siger ’Jeg er meget stærkere nu’”, griner hun.
I stedet efterlyste hun det blufærdige hos mennesker.
”Det er en større udfordring for mig, hvis det er mennesker, der ikke har lyst til at udbasunere deres følelser til hele verden. Den blufærdighed, tror jeg, kan være en styrke for en tekst”.
I stedet for at pensle følelser ud igennem citater, hvor casen ville se tilbage på den skæbnesvangre organoperation, ville Ida hellere fortælle følelsen med iagttagelser fra selve seancen:
”Beskrivelsen af organet, der først bliver hvidt, fordi blodet siver ud af det, og så bliver rødt, bliver et billede på hendes tilstand”, forklarer hun.
”Hvis man kan forstå menneskers følelser ved at vise dem i nogle beskrivende detaljer, synes jeg, det er fedt”, fastslår Ida, som er tilfreds med sit produkt.
”Jeg håbede på, det ville blive et ærligt produkt”, husker hun, ”derfor er jeg glad for at have haft nogle kilder, som kunne genkende sig selv i det, jeg har skrevet”, siger hun og smiler.
Læs artiklerne her:
Følg med her på kravling.dk, hvor du løbende kan komme tættere på de nominerede til Kravling og Fotokravling 2011.
(Foto:Privat)
