Derfor er de nominerede

8. marts 2011

Kravlingprisen uddeles ved det store show den 25. marts, men inden sløret løftes for, hvem der løber med statuetten og de 15.000 kr., kan du her læse, hvorfor Kravlingkomitéen har valgt netop disse fem nominerede.

Ida Nyegård Espersen
’Et stykke med Thyrring’, ’Et hjem’ og ’Når livet sættes på standby’ (Ud & Se)

Ida Nyegård Espersen nomineres, fordi hun med sine reportager viser, at hun i en tid, hvor mange historier formidles hurtigere og hurtigere, evner at stoppe op og bruge sproget på en præcis og elegant måde, der tegner mange billeder i hovedet på læseren. Hun kan begå sig i vidt forskellige miljøer og kan få historier med kendte temaer til at leve igen, så læseren ikke kan undgå at blive fanget. Og hun formår den svære kunst at formidle både faktuelle og psykologiske niveauer i én og samme tekst.

Steen Schat-Holm
’De syge svin’ (Operation X)

Steen Schat-Holm nomineres for sin helt særlige rolle i tilblivelsen af Operation X-programmet De Syge Svin. Som udsendt landmandselev med skjult kamera formår han udramatisk, underspillet og usensationelt både at erobre landmandens tillid, passe sit arbejde – og tilvejebringe nødvendig journalistisk dokumentation, som i den konkrete sag ikke kunne fremskaffes på anden vis. Opgaven var stærkt uforudsigelig med mange faldgruber, men Steen Schat-Holm gennemfører den flot og skaber dermed fundamentet for hele historien.

Anders Lindemann
’Collstrop – miljøskandalen der blev overset i årtier’ (21 Søndag & TV Avisen)

Anders Lindemann nomineres for klassisk journalistisk, undersøgende håndværk i afdækningen af den væsentlige sag om virksomheden Collstrops giftgrunde. Han tager fat i et emne, som ikke er særlig sexet eller tv-egnet, men i kraft af sin vedholdenhed skaber han en afsløring, som begynder ved Esrom Sø og derefter bredes ud både temamæssigt og geografisk, så det bliver en historie af national vigtighed. Blandt andet ved at dykke ned i store mængder af dokumenter, der bliver afsæt til seriens mange solo-nyheder.

Jeppe Bøje Nielsen
’Mysteriet Dukayev’ (B.T og Berlingske)

Jeppe Bøje Nielsen nomineres for med vilje, knofedt og gåpåmod at bane vejen for et af de største journalistiske scoops i dansk presse i 2010. Det er hans telefonopkald til Belgien, som afslører identiteten på bombemanden Lors Dukayev og dermed overhaler politiet indenom i efterforskningen. En stærk indsats under voldsomt tidspres – havde det været skrevet ind som en scene i “Borgen”, ville det have virket helt utroværdigt. Jeppe Bøje Nielsen spiller også senere en vigtig rolle, bl.a. i kontakten til Dukayevs mor.

Sophie Bremer
’Dong køber dødskul’ og ’Gak gak i DSB’ (Ekstra Bladet)

Sophie Bremer nomineres for sin udprægede evne til med udgangspunkt i en stille undren at udfolde det helt store, journalistiske scoop. Det viser hun både i serien om DSBs kritisable adfærd over for kunderne og om DONG-kullet, der brydes under horrible omstændigheder i Rusland. Hun evner ikke blot at udvikle egne ideer, men også at forfølge sager nådesløst gennem en stædig og efterprøvende afdækning, der skridt for skridt åbenbarer såvel den store, globale og væsentlige historie – forholdene i de russiske kulminer – som den helt nære og umiddelbart engagerende historie – kundernes oplevelser hos DSB.

Kravlingkomitéen består af Tom Jensen, Chefredaktør Berlingske, Dorthe Carlsen, Chefredaktør Midtjyske Medier, Miki Mistrati, Nyhedschef Ekstra Bladet, Kåre Quist, Studievært DR, Trine Frovin, Producent Mastiff TV, Jakob Høyer, Kommunikationschef DSB og Alberte Clement Meldal, DR Kultur.

I morgen offentliggøres fotokomitéens begrundelser for de tre nomineringer til Fotokravling – Følg med her på siden.

KØB din billet til Kravling her

 

 

Kommentarer

Skriv en kommentar herunder.