Fascineret af det ekstreme

23. marts 2011

Sara Galbiatis fotoserie stiller skarpt på sydamerikansk wrestling, Lucha Libre. Med billederne viser hun, hvordan underholdningsindustrien i Mexico bliver mere og mere voldelig og blodig.

Interessen blev hurtigt vækket hos Sara Galbiati, da hun første gang hørte om Lucha Libra, som er en form for wrestling.

”Da jeg for mange år siden boede i Barcelona, mødte jeg nogle mexicanere, som fortalte mig om Lucha Libra. Da jeg så et stykke tid efter var i Mexico, var jeg ude at se en kamp. Jeg blev fascineret af den bizarre verden. Det er svært at sætte sig ind i, hvor alvorligt de tager det. De opfører sig, som om de er superhelte, selv om de jo i virkeligheden ikke har superkræfter,” fortæller Sara Galbiati om sit møde med Lucha Libre, som er en blanding af show, sport og vold.

Lucha Libre-kampene er koreograferede, og vinderen bliver valgt på forhånd, men det gør dem ikke mindre voldelige. Kampene er på én gang fascinerende, brutale, surrealistiske og seriøse.

En meget anderledes kultur
Netop fordi det var fascinerende og også visuelt flot, vendte Sara Galbiati siden hen tilbage til Mexico for at fotografere de brutale wrestlers. Men det var ikke alle, som var lige begejstrede for at lade Sara Galbiati komme tæt på:

”De store stjerner var svære at få lov at komme tæt på. Det er store ego’er, som bliver behandlet som filmstjerner dernede. De mindre stjerner var lettere at komme i nærheden af, og de var taknemmelige for interessen,” husker Sara Galbiati.

Selvom kampene er meget brutale og blodige blev det ikke for meget for Sara Galbiati at være så tæt på begivenhederne.

”Én ting er, når man står midt i det.  Noget andet er, når jeg så ser billederne bagefter. Så kan jeg godt se, hvor voldsomt det ser ud,” fortæller hun om kampene, hvor også børn bliver taget med på tilskuerrækkerne.

“Så det er en anderledes kultur, ” siger Sara Galbiati.

Hun er stadig fascinereret af Lucha Libre og den mexicanske underholdningsbranche, som udvikler sig til at blive mere og mere ekstrem:

”Hvis jeg skulle tage derned igen, ville jeg helt klart fokusere mere på det ekstreme. Der findes kampe, som er meget mere ekstreme, end de jeg har været til. Jeg har sågar hørt om rige mennesker, der hyrer wrestlers til at slås som underholdning til private fester”.

 

Se den nominerede fotoserie “Lucha Libre” her.

 

Følg med her på kravling.dk, hvor du løbende kan komme tættere på de nominerede til Kravling og Fotokravling 2011.

 

 

Kommentarer

Skriv en kommentar herunder.