Det betaler sig at være stædig. I hvert fald, hvis man vil nomineres til en Kravling. Sophie Bremer er nomineret til årets Kravling for hendes artikelserie om DSB’s dårlige adfærd overfor kunderne – og den krævede stædighed. En indsats der senere gav grønt lys fra redaktøren til, at Sophie Bremer fik lov at kaste sig ud i historien om DONG og det russiske kul. Og den historie har også været med til at kaste Kravling-nomineringen af sig.
Historien om DSB og den dårlige kundeadfærd så egentlig i første omgang ikke ud til at være det store scoop.
”Jeg havde været oppe at se på de problemer, DSB havde på Nordbanen. Det blev til en reportage og en voxpop. Da jeg kom tilbage til redaktionen, blev det besluttet, at historien ikke skulle i avisen næste dag alligevel. Så blev jeg stædig, for jeg ville ikke bruge en hel dag på noget, som så ikke blev bragt alligevel. Så jeg begyndte at undersøge sagen nærmere,” fortæller Sophie Bremer.
Historien udviklede sig til en hel artikelserie, som blev båret frem af både EkstraBladets læsere og Sophie Bremer, der flere gange prøvede DSB-systemet af selv. Og havde det ikke været for stædigheden, var DSB’s noget tvivlsomme opførsel nok ikke blevet foldet ud på så meget spalteplads, som den gjorde.
Efter DSB-historien fik Sophie Bremer også grønt lys til at kaste sig over det næste dybdeborende projekt. Historien om DONG’s kul fra de russiske kulminer. Selvom den historie betyder rigtig meget for den Kravling-nominerede EB-praktikant, så er det stadig DSB-historien, der er den virkelige ”baby”:
”DSB-artiklerne, det er sgu nok egentlig min rigtige baby. Det var det første store produkt, jeg lavede som praktikant. Det var en kæmpe chance jeg fik, også at redaktørerne lod mig køre på med historien. Og DSB-artiklerne var nøglen til, at jeg fik lov at køre på med DONG-historien senere.”
DONG-historien tog flere måneder at grave frem, og det var en tid med en del overarbejde og kun få fridage. Men det er det hele værd, siger Sophie Bremer:
”Det betyder rigtig meget for mig at være nomineret, og jeg er meget beæret over det. Der er mange fordomme omkring EB, og jeg er glad for at kunne være med til forhåbentligt at mane nogen af dem i jorden.”
Læs nogle af Sophie Bremers artikler fra de to artikelserier lige her:
DSB i pinlig klippekort-farce
DSB sender dig på omvej - du betaler
DSB-vanvid: Hele bussen fik bøder
Arbejder i sprængfarlige miner for at lave kul til DONG
Følg med her på kravling.dk, hvor du løbende kan komme tættere på de nominerede til Kravling og Fotokravling 2011.




