I går blev vinderne af årets Kravlingpriser afsløret i Den Grå Hal. Stort tillykke til Sophie Bremer, som vandt årets Kravlingpris og til Niels Christensen, som vandt årets Fotokravling-pris.
Her er Kravlingkomitéens begrundelse for, at Sophie Bremer vandt årets Kravling for “Gak gak i DSB” og “DONG køber dødskul”:
Det kan godt være, medierne forandrer sig med lynets hast i denne tid. Men nogle af de helt centrale, grundlæggende krav til den gode journalist ændrer sig aldrig.
Den gode journalist skal kunne undre sig over noget, han eller hun ser. Den gode journalist skal kunne omsætte denne undren til en bæredygtig journalistisk idé. Den gode journalist skal kunne omsætte denne idé til en grundig research, hvor man arbejder sig direkte mod sagens faktuelle kerne. Den gode journalist skal kunne formidle sin research effektivt, nærværende, engagerende – så man som læser eller bruger sent glemmer den. Og den gode journalist skal holde fast, holde fast, holde fast, holde fast – så længe der er noget meningsfuldt og relevant at holde fast i. Den gode journalist skal kunne se den store, vigtige historie i den lille detalje. Og den menneskelige konsekvens i den store, overordnede historie.
I sin månedlange afdækning af DSBs kritisable adfærd over for kunderne, hvad enten det handlede om manglende klippeautomater eller direkte indespærring af børn eller afrivning af deres hår, men også i dokumentationen af de horrible omstændigheder, som det kul, DONG får leveret, brydes under i Rusland, har Sophie Bremer demonstreret, at hun allerede nu mestrer langt de fleste af de helt fundamentale egenskaber, som altid har kendetegnet og altid vil kendetegne den meget dygtige journalist. Med disse egenskaber som ballast har Sophie Bremer idérigt, stædigt, ja, næsten nådesløst i Ekstra Bladet afdækket både den helt nære historie – om kundernes oplevelser hos DSB – og den store, globalt væsentlige historie – om forholdene i de russiske kulminer.
Der er ingen gode argumenter for ikke at give Sophie Bremer årets Kravling-pris. Det er til gengæld svært at holde tal på argumenterne for at give hende den.
Her er Fotokravlingkommitéens begrundelse for, at Niels Christensen vandt Fotokravling-prisen for fotoserien “Drengeliv”:
For et hvilket som helst menneske er de største øjeblikke i livet selvforglemmende. Og man ville sådan ønske, at de alle kunne fotograferes. Niels Christensen har med sin serie om “Drengeliv” fotograferet drenge i netop sådanne øjeblikke. Vinderens billeder slog benene væk under os. Vi blev lukket ind i en verden, vi ellers ikke ville have mulighed for at blive en del af. Det er en historie, som vi kan lugte, smage, føle. En historie med en kollage af øjeblikke af liv, stemningsfulde og umiddelbare. Man får en følelse af at være en del af de fotograferedes liv. I indstillingen stod der: “Den personlige fortælling rammer plet hos 50 procent af befolkningen, nemlig drengene”. Det passer ikke. Den rammer 100 procent. For hvem har ikke lyst til at have sex kl. 10 om formiddagen på en græsplæne.
Derudover blev der også overrakt en helt ny pris til årets Kravling-prisuddeling: Den nye praktikvejlederpris, der gik til Nanna Holst fra TV 2 Lorry. Desuden fik Sebastian Kjær-Sørensen en hædrende omtale for hans arbejde med bankens ungdomsmagasin 12/7 til iPad. Ud over æren fik han også en iPad, som vi har fået hans arbejdsgiver Jyske Bank til at give ham.
Et stort tillykke til alle og tak for et brag af en fest i går.




